Hun er sød, smuk, intelligent, kvinden bag det succesfulde brand Forrest & Bob som hun driver med sine to brødre, og så er hun en af de mest inspirerende unge entreprenører vi kender. Læs vores interview med Amalie Ny Wichmann her, hvor du blandt andet kan læse om hendes liv i Los Angeles, om hvorfor hende og hendes brødre startede deres eget brand, og om hendes vildeste model oplevelser!
Hvordan er det at bo i LA og hvad elsker du allermest ved at bo i byen?
For det første tror jeg ikke, at der er nogen steder i verden der slår Los Angeles på vejret. Der er varmt og solskin året rundt (på en meget behagelig maade) og som dansker, får palmerne langs vejene en til at føle, at man altid er på ferie. Samtidig er byen fyldt med liv, stort set 24 timer i døgnet; der er altid mennesker på shopping, liv på cafeer og restauranter, filmoptagelser rundt omkring i byen, koncerter og arrangementer der gør livet sjovere. Der er altid en lejlighed til at klæde sig fint på og samtidig føler du dig ligeså tilpas hvis du går ud og handler iført joggingbukser. Det er byen hvor alt kan ske og man ved aldrig hvad der venter en på næste gadehjørne.
Hvordan fik I ideen om at starte Forrest & Bob?
Det var faktisk vores mor der kom på ideen om at starte et tøjfirma. I sommeren 2008 sad hele familien på en thailandsk restaurant i København og drøftede hvilken karriere-retning ‘The Wichmann Kids’ skulle gå. Mine brødre og jeg er hinandens bedste venner og vi vidste, at vi gerne ville lave noget sammen. Mange forskellige muligheder blev vendt, drejet og diskuteret, men til min store glæde blev vi enige om, at det kunne være spændende at lave vores eget brand.
Var det et stort skridt at flytte fra Danmark til USA, eller har det altid været en drøm?
At jeg valgte at flytte til USA var en ren tilfældighed. Mine brødre og jeg havde fået muligheden for at skyde vores kampagne i, min gode ven, Jim Goldstein’s hus i Beverly Hills i Januar 2010 og det var meningen, at vi ville tage tilbage til Danmark efter en uge i Los Angeles. Vi havde aldrig besøgt byen før. I løbet af den uge mødte jeg en del mennesker, som overbeviste mig om at jeg var nødt til at blive og jeg fik bl.a. en manager som, efter at jeg havde tilbragt en måned i byen, sagde at jeg skulle tage hjem, skaffe mig et arbejdsvisum og flytte permanent til LA. Uden større overvejelser sagde jeg ok og 3 måneder derefter var jeg flyttet. Det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget!
Hvordan ser en typisk dag ud for dig?
Mine dage er heldigvis meget forskellige, så hver morgen når jeg slår øjnene op, ser jeg frem til en ny dag med nye oplevelser; jeg vågner dog som regel rimelig tidligt og tager i træningscenteret ‘Equinox’ i West Hollywood. Mine dage kan ofte bestå af en kombination af nye tiltag for Forrest & Bob (designs, PR-fremstød, nyheder på vores online store, etc.), modeljobs, castings/auditions og møder med folk i branchen.
Om aftenen er der ofte ‘red carpet’ events, hvor jeg som regel tager en ‘Forrest & Bob, limited edition‘ kjole på. Ved disse lejligheder har jeg haft god mulighed for at skabe mig et solidt netværk. I månederne fra Januar til Maj går jeg ofte til Lakers basketball kampe, hvilket er blevet en stor del af mit liv, siden jeg flyttede til Los Angeles.
Hvornår startede du som model og hvad er din vildeste oplevelse gennem din karriere?
Jeg startede som model som 15 årig hvilket har fulgt en masse fantastiske oplevelser med sig. At få lov til at gå alle de store modeshows såsom Hugo Boss, Munthe+Simonsen, Bruuns Bazaar og John Ribbe (i Louvre museet i Paris) har været rigtig sjovt. At se sig selv på forsiden af modebladene er en anden utrolig følelse som jeg er utrolig glad for at have fået muligheden for at opleve. Et job jeg glæder mig rigtig meget til lige nu, er et ‘swimsuit editorial’ der skal skydes på en yacht i St. Barts, Caribien om et par uger. Jeg har aldrig været der før, så det bliver helt sikkert en spændende tur.
Din yndlingsrestaurant i LA?
Der er mange lækre restauranter i Los Angeles, men der er et par stykker jeg bliver ved med at vende tilbage til, og nogle som jeg har fantastiske minder ved. ‘Giorgio Baldi’ er en lille italiensk restaurant der ligger i Malibu – et sted man ikke umiddelbart lægger mærke til hvis man bare kører forbi, men jeg har været så heldig at blive introduceret til stedet af nogle af mine venner, som er ‘kendere’. Min ultimative favorit restaurant må dog være ‘Pace’. Det er ligeledes et sted man aldrig ville ænse i forbifarten. Den ligger op af Laurel Canyon og minder allermest om en lille hule – mørk og romantisk. Som mange andre steder er maden her fantastisk, men det er faktisk stemningen der gør, at det er her man har lyst til at komme igen.
Din yndlingsnatklub i LA?
Jeg har aldrig rigtig været stor fan af ‘clubbing’ og går derfor sjældent i byen. Jeg går derimod ofte til private arrangementer, hvor jeg er endt i surrealistiske situationer, som i en ‘one-on-one dance off’ med Mick Jagger, fødselsdagssang i selskab med Marilyn Manson og ‘business small talk’ med Donald Trump. Der er dog gange mine brødre, Joachim og Adam har fået lokket mig med ud, hvor vi har startet aftenerne på ‘Soho House’ og sluttet af på enten ‘The Beverly’, ‘Hyde’ eller på Roosevelt Hotel på ‘Teddy’s’ eller ‘Beachers Madhouse’.
Yndlings shopping område i LA?
Der hvor jeg oftest ender med at shoppe i LA er faktisk den gade der ligger lige ved siden af hvor jeg bor (farligt!), den hedder Robertson Blvd. og har fantastiske butikker såsom Intermix, Madison og Curve, som er meget ‘min stil’. Her finder jeg de lækre og (desværre) dyrere ting jeg elsker at mixe med Forrest & Bob’s basis tank tops og skinny jeans.
Hvad er dine fremtidsdrømme?
Jeg er så heldig, at jeg føler at jeg allerede lever i min fremtidsdrøm. Jeg har en fantastisk hverdag i Los Angeles med mine to brødre, hvor hver dag er forskellig fra den forrige. Jeg lever og nyder nuet, men tror dog aldrig at jeg nogensinde bliver færdig med at drømme. Jeg ønsker mig at Forrest & Bob skal vokse sig større og større og blive en kæmpe success worldwide, og så går jeg med en drøm der forhåbentlig ikke langt ude i fremtiden, – at blive ‘bi-coastal’ og have base i både New York og Los Angeles.
Har du nogle gode råd til andre unge entreprenører?
At starte eget firma i en ung alder og, som i mit og mine brødres tilfælde, uden uddannelse, kan være temmelig hårdt og indimellem nervepirrende. “Learning by doing” har været vores tilgang til projektet og det har været en utrolig spændende og lærerig rejse. Man skal være psykisk klar til at turde starte noget selv og være klar på både op- og nedture. Man skal sørge for altid at omgive sig med dygtige mennesker, som kan vejlede en i uoverskuelige situationer. Det er hårdt arbejde, men det er det hele værd, når man først mærker, at man har gjort noget rigtigt!
Følg Amalie på facebook og twitter! I kan holde jer opdateret på Forrest & Bob nyheder ved at følge dem på facebook og twitter også! Tusind tak fordi du ville medvirke Amalie! ♥




